top of page

Refleksioner fra en praktikvejleder.

Pædagoguddannelsen er til debat og lige om lidt skal den evalueres. Og heldigvis for det.


I 2006 startede jeg på pædagogseminariet. Og vi havde et fag på uddannelsen som hed PÆDAGOGIK. Jeg har tit som praktikvejleder rystet på hovedet, når jeg hører, at der i dag ikke findes dette fag mere på uddannelsen. Jeg mener det er helt afgørende, at vi får en uddannelse, der har pædagogikken som den røde tråd.


Igennem de tre og et halvt år på min uddannelse fandt jeg ud af, at der var mange kvaliteter. Vi skulle tilegne os faglig viden og praktiske færdigheder, men vi skulle også udvikle os som mennesker. Og det krævede tid til nærvær og fordybelse. Sammen med hinanden og sammen med vores undervisere. Jeg lærte noget om samarbejde, om at indgå kompromisser, om at kunne begrunde mine argumenter fagligt, når jeg diskuterede med min gruppe. Dette er kompetencer, der er helt essentielle for pædagoger.


Da jeg blev uddannet pædagog, foregik det på et pædagogseminarium, og når jeg var i praktik, så var jeg pædagogstuderende og havde meget få mål. Sådan er det ikke længere.


Jeg har snart været praktikvejleder i 10.år og der er sket en del ændringer på uddannelsen i disse 10 år.


Pædagoguddannelsen anno. 2020:


Målstyringen har gjort sit indtog i den nuværende pædagoguddannelse med 7 kompetencemål og 40 videns- og færdighedsmål. Selv i de studerendes praktikker er der centralt formulerede kompetencemål og videns- og færdighedsmål. Selvfølgelig skal der være mål i uddannelse, men i min optik har det taget overhånd.


Der skal i stedet være RO til læring, fordybelse og refleksioner:


Min opfordring til en ny pædagoguddannelse er: Lad os droppe nogle af de mange kompetencemål og videns- og færdighedsmål. Lad os give de studerende ro til at lære sammen med hinanden, deres undervisere og deres praktikvejleder, lad os håbe og tro på, at de opdager, hvilket spændende fagfelt, de har begivet sig ind på. At de bliver nysgerrige og selvmotiverede.


Pædagoguddannelsen skal styrkes indholdsmæssigt og ”studiedagene” skal være drevet af det de pædagogstuderende er optaget af. Fantasi, kreativitet, nysgerrighed, refleksioner, fordybelse og erfaringer fra praktikkerne skal være en naturlig del af de studerendes dannelse. Erfaringer fra praktikkernen skal kobles på den teoretiske viden og være med til at nære nysgerrigheden for at vide mere, så de studerende får lyst til at fordybe sig i deres erfaringer fra praksis.


Vi skal have pædagogstuderende som er dannet, reflekterende, kritisk tænkende og stillingstagende væsener. Og vigtigst af alt skal der være tid til at reflektere kritisk over egen pædagogiske praksis. Vi skal væk fra en lang række kompetencemål og ideen om, at vi kan måle og veje den pædagogstuderende, og så skal vi tilbage til fokus på dannelse og udvikling hos den studerende.


Så kære Ane Halsboe, lad os nu få en snak rundt om bordet og finde ud af, hvor vi skal hen, så vi kan få en meningsfuld evaluering af pædagoguddannelsen. Men HUSK også at inddrage os praktikvejledere, vi ved hvordan praksis ser ud i virkeligheden.



Comments


bottom of page