Kære kommunalpolitikere i diverse børne- skoleudvalg rundt omkring i kommunerne.
Jeg er i tvivl om, i ved hvad fritidspædagogik egentlig er, og hvorfor fritidspædagoger er vigtige og nødvendige? – måske ved i det, men her får i lige et kort indblik i SFO’en som fritidspædagogisk-fritidstilbud.
SFO’en er en dannelsesplatform, som børnene står og lærer på, før de hopper videre i deres liv. Som fritidspædagogiske rollemodeller skal vi give børn noget positivt med i livet fra alle deres platforme. Vi skal give børn et fritidspædagogisk tilbud, som de trives i, og som får dem til at blive hængende sammen med deres venner og så skal vi give dem et sted, de ikke vil hjem fra.
Når klokken ringer ud fra skole, har børn brug for SFO. I SFO’en arbejdes der nemlig med den gode, fantastiske, magiske og nødvendige fritidspædagogik, som alle vores børn har brug for efter endt skoletid. SFO’en og fritidspædagogikken skaber fællesskab, medbestemmelse, frirum, frihed, udvikling, drømme, mod, dannelse, trivsel, læring, relationer og venskaber.
Børnenes møde med SFO’en handler således også om at møde et rum, hvor der sker noget, hvor fritidspædagogerne er åbne overfor, hvad der rører sig blandt børnene, og ikke mindst har et nysgerrigt blik på, hvordan de bedst understøtter børnene i deres liv.
Dét er afgørende for fremtidens SFO, hvis vi ønsker, at børn oplever fritiden og SFO’en som et selvstændigt rum – med tid med kompetente, autentiske og engagerede fritidspædagoger, som understøtter deres sociale kompetencer og tilbyder dem adgang til fællesskaber, efter endt skoletid.
Børnene har også brug for fritidspædagoger. Fritidspædagoger som er nærværende, og som kan inspirere og motivere til leg, trivsel, kreativitet og bevægelse. Fritidspædagoger, som lytter, spørg, har tid og som for det meste forstår en, og som ikke er ens mor eller far.
SFO’en som fritidspædagogisk platform, er noget særligt og kan noget helt særligt. SFO’en sætter en fritidspædagogisk ramme om praksis, som kan opleves frit, selvvalgt, trygt og nærværende. SFO’en kan skabe et rum fri for voksenbestemmelse, hvor børnene øver sig i at mestre livet på egne præmisser. Gennem samvær, aktiviteter og leg skabes et SFO- børnefællesskab, som udvikler selvstændighed, kreativitet, sociale kompetencer, livsduelighed – som er evnen til at forstå sig selv og andre og evnen til at meste eget liv, at kunne stå ved sig selv, vælge til og fra. Og oplevelsen af at være betydende for andre.
Vores børn skal have et sted, hvor de kan være sig selv sammen med deres venner. Uden hele tiden at skulle måles i alt ting. Vi skal lade børnekulturen vokse og blomstre frem hver eneste dag i SFO’en. Lad os i fællesskab styrke fritidspædagogikken i fremtidens SFO-tilbud og skabe en SFO hvor børnene gerne vil komme hver dag, og ikke vil hjem fra.
Så kære kommunalpolitikere i diverse børne- skoleudvalg rundt omkring i kommunerne. Lad os sætte den forsømte fritidspædagogik på dagsordenen. Det må være på tide! – det må også være på tide at vi drøfter fritidspædagogikken og retningen på fritidsområdet. Og så er det vel på tide, at fokus igen rettes mod, hvordan vi skaber et endnu bedre fritidsliv for alle vores børn.
Jeg tror på, at det kan betale sig at investere i børn, pædagoger og fritidstilbud. Bakker vi op omkring vores børn i de kritiske og vigtige år, vil vi få stærke unge, der har det godt, og som kan indgå i samfundet og bidrage til fællesskabet.
Fordi man skal blive til nogen, før man kan blive til noget.
Comments